Start hos os
Det er en stor beslutning som forældre, at skulle vælge dagtilbud, skole, skolefritidsordning eller klub på barnets vegne. Derfor gør vi meget ud af at sikre en tryg og god start hos os, både for barn og forældre. I Læringshuset er vores børn og unge det mest dyrebare og livgivende, vi har, præcis ligesom derhjemme. Det er dem, det hele handler om.
Læringshuset er en såkaldt 0-18 år konstruktion, hvor dagtilbud, skole, skolefritidsordning (SFO) og klub er en integreret del af huset. Det betyder, at dit barn i princippet kan starte i dagtilbuddet som 0-årig og slutte i aftenklubben som 18-årig.
Læringshuset tager overordnet afsæt i Høje-Taastrup Kommunes Børne- og Ungepolitik, som er gældende for hele 0 - 18 års området. Her lægges vægt på:
- Den første tid i barnets liv
- Læringslyst hele børne- og ungelivet
- Trivsel og fællesskaber
- Sammenhæng og helhed i børn og unges liv
Herunder kan du læse mere om at starte hos os.

Dagtilbud
Luk alle
Udfold alle
Opskrivning
Du opskriver dit barn til Læringshusets dagtilbud via Den Digitale Pladsanvisning på borger.dk.
Alle børn med forældre, der har lovligt opholdssted i landet, har ret til ydelser efter dagtilbudsloven. Du får som hovedregel tilbudt plads efter anciennitetsprincippet. Det vil sige at placeringen på ventelisten afhænger af, hvor længe du har været skrevet op.
Ansøgningen kan indsendes, når barnet er født, så det er en god ide at skrive op til både vuggestue og børnehave hurtigst muligt. Der er ingen begrænsning på, hvor mange institutionsønsker du kan have.
0-2-årige børn
Når du opskriver dit 0-2-årige barn, bliver det skrevet på en fælles venteliste i Høje-Taastrup Kommune og pasningsgarantien gælder som udgangspunkt til en alderssvarende plads i kommunen.
På ansøgningen om optagelse i daginstitution/dagpleje anføres, hvorvidt du ønsker barnet optaget i vuggestue eller dagpleje og hvilke særlige behov, der eventuelt skal tages hensyn til.
Du har som forælder mulighed for at ønske bestemte dagtilbud - og der er ingen begrænsning på antallet af ønsker. Pladsanvisningen vil i videst muligt omfang forsøge at efterkomme de ønsker, du har som forælder.
Ansøger du om plads i dagtilbud inden for en måned efter dit barns fødsel, gives der anciennitet fra barnet fylder 1 måned.
Du skal skrive dit barn op senest 3 måneder før, du ønsker at få en plads.
3-5-årige børn
Når du opskriver dit barn på 3 år og op til skolealderen, så optages det på en samlet venteliste i hele Høje-Taastrup Kommune i forhold til overholdelse af pasningsgarantien.
Det er muligt at anføre alle de ønsker du har, som Pladsanvisningen så vidt muligt vil forsøge at efterkomme.
Er barnet optaget i dagpleje eller vuggestue, og er det samtidig noteret på venteliste til børnehave eller integreret institution, vil barnet automatisk blive tilbudt en alderssvarende plads, når det fylder 3 år.
Barnet bliver tilbudt en børnehaveplads i den måned, hvor barnet fylder 3 år – eller snarest derefter. I enkelte tilfælde kan du få tilbudt børnehaveplads, selv om dit barn ikke er fyldt 3 år. I disse tilfælde betales der vuggestuetakst til barnet fylder tre år, også selv om barnet går i børnehave.
Takster og tilskud
Du finder Høje-Taastrup Kommunes takster for daginstitutioner på hjemmesiden htk.dk/Om-kommunen/Info-om-kommunen/Takster#Daginstitution-klub-SFO.
Tilskud
Der findes flere muligheder for at få økonomisk tilskud til pasning af børn i Læringshuset. For familier med en samlet personlig indkomst under et vis beløb (i 2021 var det 576.800 kr.) kan der ydes hel- eller delvis økonomisk friplads efter ansøgning. Læs mere på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside htk.dk/Dagtilbud-og-skole/Dagtilbud/Tilskud
Har du flere børn i institution betales fuld pris for den dyreste plads og 50 % for de efterfølgende pladser. Der skal betales for institutionsplads under sygdom, ferie og lukkedage.
Dagtilbuddet i Læringshuset
Læringshusets dagtilbud sikrer børns læring og udvikling gennem leg og pædagogiske forløb, som tager udgangspunkt i børnenes nysgerrighed over for omverdenen og deres trang til at udfolde sig og prøve idéer af.
Vores børn og voksne udforsker temaer gennem længere tid både i leg, ved at arbejde med alskens materialer og ved at tage på ture med mere. Ved at gå i dybden med en idé over længere tid, hjælper vi børnene med at bringe deres viden fra i går i spil i morgendagens aktiviteter. Børnene får dermed mulighed for selv at bygge ovenpå, byde ind og føle sig kompetente, mens de prøver nye idéer af.
Når dagtilbuddet er i fuld drift forventes der ca. 50-55 vuggestuebørn og ca. 90-100 børnehavebørn. Dagtilbuddet følger Høje-Taastrup Kommunes generelle normering og personalesammensætning på området. Åbningstiden er fra kl. 6.00 – 17.00.

Skole
Luk alle
Udfold alle
Indskrivning
Du indskriver dit barn i Læringshusets skole ved at henvende dig direkte til skolen og aftale et indskrivningsmøde med afdelingslederen, hvor dit barn skal starte. Du finder skolens kontaktoplysninger under Kontakt os.
I Danmark er der 10 års undervisningspligt, men ikke skolepligt. Det betyder, at I som forældre selv bestemmer, om jeres barn skal gå i kommunens folkeskole eller følge en anden form for undervisning.
I har som forældre mulighed for at ønske en anden skole end distriktsskolen. Det betyder dog ikke, at jeres barn er sikker på at få en plads på en skole uden for skoledistriktet. Reglerne er:
- Elever bosiddende i skoledistriktet har krav på at blive optaget på distriktsskolen - med mindre I på et tidligere tidspunkt har fravalgt distriktsskolen.
- Elever kan blive optaget på en anden skole end distriktsskolen, hvis der er ledig plads.
Når distriktseleverne er indskrevet, og en skole derefter har ledige pladser op til klassekvotienten på 24 elever, fordeles restpladserne efter følgende kriterier i prioriteret rækkefølge:
- De der har søskende på skolen (søskendekriteriet)
- De der bor nærmest skolen (afstandskriteriet)
Selvom man i forvejen har søskendebørn på den ønskede skole (anden skole end distriktsskolen), er man ikke sikret en plads på den ønskede skole.
Den enkelte skole kan i særtilfælde og ud fra pædagogiske hensyn give et afslag til en elev, selv om der er plads på den ønskede skole inden for de rammer, der er fastsat.
Børn til førskole (kommende 0. klasse)
Når opskrivningen til næste skoleår åbner, sender Læringshusets skole Digital Post til jer forældre, der bor i skoledistriktet, med flere oplysninger om, hvad skolen tilbyder, førskolestarten (kommende 0. klasse) med mere. Du opskriver dit barn til Læringshusets førskole via Den Digitale Pladsanvisning på borger.dk, men først når den åbner. Du kan altså ikke opskrive barnet flere år, før det skal starte i skole.
I forbindelse med skoleindskrivning til kommende 0. klasser kan den enkelte skole oprette venteliste til optagelse af elever uden for distriktet i perioden fra uge 7 frem til skolestart. Tildelingen af eventuelle ledige pladser sker efter søskende- og afstandskriteriet.
Førskolen i Læringshuset
Vi lægger vægt på, at der skal være en rar atmosfære i Læringshusets førskole og SFO. Det skal være spændende, udfordrende og ikke mindst lærerigt at gå her. Derfor tilbyder vi også mange forskellige aktiviteter i løbet af dagen, for eksempel dialogisk læsning, bevægelseslege og lege med fokus på sociale kompetencer.
Foruden vores spændende hus har vi også et fedt legeområde med masser af plads til fysisk udfoldelser. Derudover gør vi, når det er muligt, brug af skolens hal og de omkringliggende faciliteter. Når vores forårsbørn starter, gør vi meget ud af at lære dem, hvor de må være og hvad rammerne er i førskoleperioden.
Børn til 0. klasse
Før barnet kan starte i 0. klasse i Læringshuset, skal du som forældre indskrive barnet på skolen. Læs mere om det under indskrivning.
Skolestarten i 0. klasse er begyndelsen på en helt ny og anderledes hverdag for barnet. Når barnet starter i skole, møder I en skole, der bygger på kultur og traditioner, som udvikles i sammenspil mellem en række forskellige aktører. Det handler derfor om hurtigt at falde ind i skolens hverdag, og det gør man nu en gang bedst, ved at blive en del af den på lige fod med de andre elever.
Når barnet starter i skole, sker der flere store forandringer. Der er nye udfordringer, og barnet skal indgå i nye sociale relationer i uvante rammer. Det er derfor vigtigt, at barnet får et godt indtryk af alt det nye, og du som forælder er med til at hjælpe barnet i gang med en god start på skolelivet. Vigtige faktorer i den sammenhæng er:
- Et tæt samarbejde mellem lærerne, pædagogerne og forældrene, hvor den nærhed, der er i forældresamarbejdet i daginstitutionen, fortsættes ind over skolestarten
- At barnet lærer de nye sociale regler og normer at kende, så de får en oplevelse af at høre til og undgår at føle sig udenfor fællesskabet
Derudover har vi 10 tips til, hvordan du kan være med til at skabe en sund klassekultur:
- Deltag aktivt i klassens sociale liv
- Lær de andre forældre at kende
- Vær åben overfor alle børn i klassen
- Anerkend dit barns ret til selv at vælge sine venner
- Tal aldrig negativt om de andre børn eller deres forældre
- Lad dit barn invitere mange forskellige venner hjem
- Inviter også børn, der har brug for at blive inddraget
- Tillad dit barn at lege hjemme hos andre
- Lær dit barn, at venner er dyrebare og skal behandles godt
- Snak med de andre forældre om Forældrefiduser (forældrefiduser.dk)
Overgange i børn og unges liv
I Høje-Taastrup Kommune skal alle børn og unge opleve sammenhæng og helhed fra dagtilbud til grundskole og fra grundskole til ungdomsuddannelse og senere beskæftigelse. I samarbejdet om overgange tager vi udgangspunkt i disse fire fælles principper:
- Kvalitet og sammenhænge i samarbejdet om overgange
- Overlevering af relevant viden
- Barnets/den unges trivsel, læring og plads i fællesskabet
- Forældrene inddrages ligeværdigt og respektfuldt i samarbejdet
Du finder en uddybning af de fire principper på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside htk.dk/Dagtilbud-og-skole/Overgange-boerns-liv/Overgange-boerns-liv
Børn til 1.-9. klasse
Før barnet kan starte i en eksisterende klasse i Læringshuset, skal du som forældre indskrive barnet på skolen. Læs mere om det under indskrivning.
Der kan være mange grunde til at skifte skole. Måske er I flyttet, måske trives barnet ikke i nuværende klasse, måske har I mistet tilliden til skolen eller noget helt fjerde. Uanset hvad årsagen er, gør vi meget ud af at tale om det i forbindelse med indskrivningssamtalen. Det er nemlig vigtig viden for lærerne, så de ved, hvordan de bedst tager hånd om barnet i den nye klasse. I skal med andre ord sige tingene, som de er.
Skolestarten i en eksisterende klasse er begyndelsen på en helt ny og anderledes hverdag for barnet, hvor selve det at gå i skole er ikke nyt. Der er dog tale om en ny skole, som bygger på en anden kultur og andre traditioner, der udvikles i sammenspil mellem andre forskellige aktører. Det handler derfor om hurtigt at falde ind i den nye skoles hverdag, og det gør man nu en gang bedst, ved at blive en del af den på lige fod med de andre elever.
Ny elev i skolen
Når barnet starter i skole, sker der flere store forandringer. Der er nye udfordringer, og dit barn skal indgå i nye sociale relationer i uvante rammer. Det er derfor vigtigt, at dit barn får et godt indtryk af alt det nye, og du som forælder er med til at hjælpe dit barn i gang med en god start på skolelivet.
Der er en række faktorer, som har særlig betydning for, at et barn får en positiv oplevelse af overgangen fra skole til skole. Disse faktorer er blandt andet:
- Et tæt samarbejde mellem lærerne
- At barnet lærer de nye sociale regler og normer at kende, så de får en oplevelse af at høre til og undgår at føle sig udenfor fællesskabet
- Du kan som forældre også hjælpe dit barn med at lære at begå sig i de nye rammer, som har andre sociale regler og forventninger, ved at snakke om det med dit barn.
Derudover har vi har nogle gode råd, som du kan give videre til dit barn, der skal starte i en eksisterende klasse:
- Fang nogen at hænge ud med i klassen, inden du går ud til frikvarteret - så undgår du at gå rundt alene
- Tag ja-hatten på og vær åben og glad - det er en af de vigtigste ting, du kan gøre for at få nye venner
- Stil spørgsmål til dine nye klassekammerater - på den måde virker du interesseret i at lære dem bedre at kende
- Meld dig til elevrådet, dukseordningen i klassen eller til at tage kage med, hvis der kageordning - så virker du proaktiv, og de andre får et godt førstehåndsindtryk af dig
- Husk du ikke er alene. Måske er der andre nye i klassen eller nogen som er kommet til klassen på et senere tidspunkt - på den måde har I noget at være fælles om.
Skoleskift på grund af mistrivsel
For børn og unge, der ikke trives i skolen, kan et skoleskift betyde en ny chance for at udvikle gode vaner, stærke relationer og nyt overskud til at lære. Skoleskift er dog ikke nogen mirakelkur i sig selv. At skifte skole er en stor omvæltning, der kræver alt barnets overskud den første tid. Så inden et barn flyttes fra det kendte til det ukendte, bør I altid satse på at løse problemerne på den nuværende skole. Hvis det ikke kan lade sig gøre, bør I selvfølgelig gå i gang med at planlægge et skoleskifte.
Det er en god idé at aftale et møde med den nye skole, før I fortæller om jeres beslutning til barnet. Undlad at spørge, om barnet vil skifte skole, før I selv har besluttet jer - det er en voksenbeslutning.
Transport til skolen
Dit barn kan blive kørt i skole, hvis afstanden mellem hjemmet og distriktsskolen er:
0.-3. klasse: mere end 2,5 km
4.-6. klasse: mere end 6 km
7.-9. klasse: mere end 7 km
Afstanden (skolevejen) er den nærmeste vej eller sti, som eleverne kan færdes på til fods, på cykel eller på knallert hele året. Ved opmåling af skolevejen medregnes normalt kun afstanden ad offentligt tilgængelig vej mellem hjemmets grund (udkørsel) og den nærmeste indgang til skolegården.
Transporten til skole gælder typisk for ét skoleår ad gangen.
Sygekørsel
Hvis et skolebarn er sygt eller invalideret (fx et brækket ben), kan barnet blive kørt til og fra skole. Det kræver en lægeerklæring. Du kan som forælder bede om sådan en sygekørsel på skolens kontor.
Trafikfarlige veje
Høje-Taastrup kommune sørger for transport uanset afstand mellem hjemmet og distriktsskolen, hvis børnenes sikkerhed i trafikken gør det nødvendigt. Det gælder i de tilfælde, hvor elevernes skolevej er vurderet som "særlig trafikfarlig".
Anden skole (end distriktsskolen)
Har du som forælder valgt en anden skole end distriktsskolen, er det familiens eget ansvar at sørge for transport til skole.
Skolen i Læringshuset
Læringshusets skole tager vores børn og unges iboende nysgerrighed og skabertrang alvorligt og plejer den gennem alle årene. Det handler om at få lov til at lege, bygge, problemløse og idéudvikle i veltilrettelagte læringsforløb i løbet af skoledagen. Derfor minder huset også mere om et designlaboratorium end en traditionel skole, hvor entreprenørskab og kreativitet er nogle af grundpillerne.
Eleverne arbejder undersøgende med fokus på naturvidenskab, teknologi og fremtidens kompetencer i korte og længere forløb, hvor fagene samarbejder om virkelighedstro og innovative projekter og værktøjer. Undervejs styrker de blandt andet deres evner til at samarbejde, kommunikere, tænke kritisk og være kreativ.
Læringshuset består blandt andet af større fællesrum, som kan bruges til arrangementer og udstillinger med mere. Derudover er der forskellige værksteder, laboratorier og studier til rådighed. Det er en slags faglokaler, hvor flere fag kan spille sammen samtidig. Byggeriet indeholder desuden en integreret håndboldhal.
Da trivsel er en forudsætning for fagligt udbytte, tager vi elevernes og medarbejdernes trivsel meget alvorligt. Det handler ikke kun om klassens tid, fredagskage og skolefester. For at skabe god trivsel arbejder Læringshuset både med elevernes:
- motivation, forventninger og læringsstrategier
- faglige og sociale fællesskaber med fokus på følelsen af samhørighed
- særlige indsatsområder hos individer eller grupper, der har behov for det
Læringshuset stiller en iPad eller bærbar pc til rådighed for hver enkelt elev fra 1.–9. klasse. Udstyret er fordelt på klassetrinnene på denne måde:
- 1.-3. klasse - får iPad Mini
- 4.-6. klasse - får iPad Air
- 7.-9. klasse - får bærbar pc

Skolefritidsordning (SFO)
Luk alle
Udfold alle
Indmeldelse
Du opskriver dit barn til Læringshusets SFO via Den Digitale Pladsanvisning på borger.dk.
For børn i 0.-3. klasse er der tilbud om at gå i skolefritidsordning. SFO'en er en integreret del af skolen.
Kommende skolebørn, der skal i 0. klasse efter sommerferien, skifter fra dagtilbud til SFO 1. april, hvor der er førskole (et heltids-SFO-tilbud), indtil undervisningen starter i august.
I 3. klasse kan børnene ikke længere gå i SFO efter 1. april. Høje-Taastrup Kommune har i stedet et tilbud om at gå i fritidsklub.
Takster og tilskud
Du finder Høje-Taastrup Kommunes takster for SFO'er på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside htk.dk/Om-kommunen/Info-om-kommunen/Takster#Daginstitution-klub-SFO.
Tilskud
Der findes flere muligheder for at få økonomisk tilskud til pasning af børn i Læringshuset. For familier med en samlet personlig indkomst under et vis beløb (i 2021 var det 576.800 kr.) kan der ydes hel- eller delvis økonomisk friplads efter ansøgning. Læs mere på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside htk.dk/Dagtilbud-og-skole/Dagtilbud/Tilskud.
Har du flere børn i institution betales fuld pris for den dyreste plads og 50 % for de efterfølgende pladser. Der skal betales for institutionsplads under sygdom, ferie og lukkedage.
SFO'en i Læringshuset
Læringshusets SFO er en del af skolen, og derfor følger den folkeskoleloven. Det betyder blandt andet, at pædagogerne deltager i dele af undervisningen og at SFO'en, ligesom skolen, er med til at understøtte børnenes trivsel, sundhed, udvikling og læring.
I SFO'en har børnene stor medbestemmelse på deres tid, dag og aktiviteter. På den måde flyder vigtige elementer som læring, leg, fællesskab og venskab naturligt sammen i dagligdagen. Derudover tilbyder pædagogerne spændende værksteds- og udeaktiviteter i løbet af ugen, som børnene kan deltage i, hvis de har lyst.
Det er plads til alle i SFO'en, uanset om barnet vil tumle og har masser af energi eller er mere stille og fordybet. Derfor er der både mulighed at lave aktive ting som for eksempel fodbold og dans eller mere stille ting som for eksempel perlepladder og LEGO.
Pædagogerne har fokus på at give børnene plads, tid og hjælp til at lære nye færdigheder, opbygge venskaber, fordøje skoledagen eller hvad der nu er behov for på dagen. Derudover er de opmærksomme på de børn, der i en kortere eller længere periode har brug for en særlig voksenindsats.

Klub
Luk alle
Udfold alle
Indmeldelse
Du opskriver dit barn til Læringshusets klub via Den Digitale Pladsanvisning på borger.dk.
For børn i 4.-9. klasse er der tilbud om at gå i klub. Klubbens afdeling 4.-6. klasse er en integreret del af Læringshuset, mens de øvrige årgange går i Klub 5'eren og Klub Inn, indtil Fremtidens Klub er færdigbygger ved siden af Læringshuset.
Alle forældre til børn i 3. klasse får automatisk et brev i januar eller februar måned. Barnet kan fortsætte i dagklub, indtil det fylder 15 år, og fortsætte i aftenklub, indtil det fylder 19 år.
Morgen-SFO
Hvis du har behov for pasning af barnet om morgenen, har du mulighed for at melde det ind i morgen-SFO. Pasning om morgenen foregår i SFO’en.
Ifølge Byrådets beslutning tilbydes morgen-SFO til 4. og 5. klassetrin på skoledage og ikke i skoleferier. Du modtager automatisk tilbud om morgen-SFO sammen med tilbuddet om klubplads.
Ønsker du plads i morgen-SFO, efter dit barn er startet i klub, kan du kontakte Ungecentret.
Takster og tilbud
Du finder Høje-Taastrup Kommunes takster for klubber på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside htk.dk/Om-kommunen/Info-om-kommunen/Takster#Daginstitution-klub-SFO.
Tilskud
Det er muligt at få økonomisk tilskud til pasning af børn i Læringshuset. For familier med en samlet personlig indkomst under et vis beløb (i 2021 var det 576.800 kr.) kan der ydes hel- eller delvis økonomisk friplads efter ansøgning. Læs mere på Høje-Taastrup Kommunes hjemmeside htk.dk/Dagtilbud-og-skole/Dagtilbud/Tilskud.
Der ydes ikke søskendetilskud til barn i klub.
Klubben i Læringshuset
Læringshusets klub er en integreret del af huset og pædagogerne deltager i dele af undervisningen.
I klubben har børnene og de unge stor medbestemmelse på deres tid, dag og aktiviteter. På den måde flyder vigtige elementer som læring, leg, fællesskab og venskab naturligt sammen i dagligdagen. Derudover tilbyder pædagogerne spændende værksteds- og udeaktiviteter i løbet af ugen, som børnene og de unge kan deltage i, hvis de har lyst.
Det er plads til alle i klubben, uanset om barnet vil bevæge sig og har masser af energi eller er mere stille og fordybet. Derfor er der både mulighed at lave aktive ting som for eksempel fodbold og motor cross eller mere stille ting som for eksempel musik og gaming.
Pædagogerne har fokus på at give børnene plads, tid og hjælp til at lære nye færdigheder, opbygge venskaber, fordøje skoledagen eller hvad der nu er behov for på dagen. Derudover er de opmærksomme på de børn, der i en kortere eller længere periode har brug for en særlig voksenindsats.
