Læringshusets samarbejde med Høje-Taastrup Gymnasium betyder, at vi kan tilbyde vores ældste elever et gratis undervisningsforløb en dag om ugen efter skoletid hos Høje-Taastrup Gymnasium. Talentforløbet hedder Astronomi og udforskning af rummet.
Astronomi repræsenterer et centralt naturvidenskabeligt bidrag til menneskets erkendelse af sin egen placering i tid og rum. Med udgangspunkt i observationer af og teorier om Universet og dets forskellige astronomiske strukturer, etablerer faget en forbindelse mellem fortidens og nutidens forestillinger om verden, præget af nysgerrighed og fascination.
Undervisningsfaget belyser gennem sin forbindelse til aktuel astronomisk forskning centrale, almenmenneskelige spørgsmål, som åbner for inddragelse af flere fagområder og kan stimulere interessen for en faglig fordybelse i naturvidenskab. Astronomiforskningens internationale samarbejde om en åben datapolitik giver direkte adgang til anvendelse af videnskabelige data i faget.
Om Høje-Taastrup Gymnasium
Høje-Taastrup Gymnasium (HTG) er et gymnasium fra 1979 beliggende i Høje-Taastrup Kommune med kort afstand til Høje-Taastrup Station. Bygningen er tegnet af Henning Larsen, og i gården står den 11 tons tung stenskulptur af Poul Gernes.
På HTG er der 3 muligheder for en gymnasial uddannelse. STX, HF og ASF & SAFE (gymnasial uddannelse til unge med diagnoser inden for autismespektret).
Gymnasiet har blandt andet en nyrenoveret naturvidenskabelig fløj, som rummer fagene kemi, fysik, naturgeografi, biologi og bioteknologi. Hvert fag har sit eget lokale, der er indrettet helt specifikt til at kunne gennemføre forsøg og eksperimenter i det enkelte fag.